Fysisk eller psykisk?

Efter det halve helvedesår vendte jeg tilbage til livet. Jeg blev bevidst om, hvornår jeg var sårbar over angstanfaldene. For de kom af og til tilbage. Når jeg var træt eller stresset. Så når de bankede på lagde jeg mig til at sove. Sådan. Ret nemt. Var helt sikker, at det havde jeg fået styr på. Jeg tænkte ikke et eneste sekund, at jeg var psykisk sårbar. At jeg havde en psykisk lidelse. Det hele blev ført tilbage til den fysiske årsag, altså det med det forhøjede stofskifte. Derfor var det et eller andet sted også et irritationsmoment, at jeg stadig skulle slås med de skide angstanfald, når nu mit stofskifte var blevet stabiliseret. Men man kan vænne sig til meget.

Og så gik årene igen. Det gik sgu meget godt. God karriere, gode venner, masser af medvind. Jeg fejlede ikke noget. Hverken fysisk eller psykisk. Tænkte jeg.