Spring i kronologien

Der er gået mange år og mange angstanfald. Jeg har skide godt styr på det nu. Men lever alligevel i et tæt favntag med angsten. I dag har jeg f.eks. nået at freake over 1: svimmelhed - talte med kollega og tænkte, at nu besvimer jeg. 2: Summen i kroppen - tænkte, at nu besvimer jeg. 3: pludselig stikken i halsen - tænkte, at nu havde jeg nok slugt en hveps i min softdrink, så nu hævede min hals nok op... er der mon en ambulance i nærheden?

Det ser helt vildt skørt, ja latterligt ud, når jeg skriver det med ord. Men det er ikke desto mindre min hverdag. Tænk, at man lærer at leve med det.

Fysisk eller psykisk?

Efter det halve helvedesår vendte jeg tilbage til livet. Jeg blev bevidst om, hvornår jeg var sårbar over angstanfaldene. For de kom af og til tilbage. Når jeg var træt eller stresset. Så når de bankede på lagde jeg mig til at sove. Sådan. Ret nemt. Var helt sikker, at det havde jeg fået styr på. Jeg tænkte ikke et eneste sekund, at jeg var psykisk sårbar. At jeg havde en psykisk lidelse. Det hele blev ført tilbage til den fysiske årsag, altså det med det forhøjede stofskifte. Derfor var det et eller andet sted også et irritationsmoment, at jeg stadig skulle slås med de skide angstanfald, når nu mit stofskifte var blevet stabiliseret. Men man kan vænne sig til meget.

Og så gik årene igen. Det gik sgu meget godt. God karriere, gode venner, masser af medvind. Jeg fejlede ikke noget. Hverken fysisk eller psykisk. Tænkte jeg.

Angstens kronologi

Når man lever et liv med angst, må man på et tidspunkt tage stilling til, om angsten skal styre dig, eller om du skal prøve at styre angsten. Ikke, at der ikke er masser af gråzoner, og ikke sådan at forstå, at man 'bare skal tage sig sammen og få styr på lortet', men der er alligevel et gran sandhed i, at det er spørgsmål om viljestyrke.

Jeg har levet med panikangst fra jeg var barn. Jeg har en formodning om, at de første angstanfald jeg har været bevidst om, måske er indtruffet omkring 5-6 års alderen. Jeg husker ikke selve anfaldene i detaljer, men jeg har en erindring om nætter, hvor jeg søgte tilflugt hos min søde, dejlige fire år ældre storebror. Om trygheden i at kravle op i hans seng. Og så var der noget med en juleferie, hvor vi endte på skadestuen... pludselige smerter i brystet, snurren i fingrene, svært ved at trække vejret. Og at blive sendt retur uden at nogen, inkl. mine forældre, egentlig havde prøvet at sætte ord på, hvad der mon kunne være galt.

Jeg husker en aften i min første lejlighed, 18 år gammel, vågner op efter 'uautoriseret lur' med de samme smerter i brystet, snurren og svimmelhed, ikke at turde trække vejret ordentligt af angst for, at hjertet skulle briste. Sådan helt bogstaveligt BRISTE.

Der gik år i mellem. Et par hjertekardiogrammer hos min læge. Alt normalt, selvfølgelig. Fysiologiske forklaringer på smerterne. Spænding i musklerne i brystet. Et spørgsmål om at strække ud. Og slappe af. Svært, når nu det der hjerte er ved at briste.

Og så forlod min kæreste mig efter seks år. Der sad jeg, 15 kilo overvægtig, ulykkelig, usikker på alt. Og nu med for højt stofskifte. Det hjalp selvfølgelig på vægten, men det kickstartede omvendt et halvt år med angst. Panikangst. Dødsangst. Hver dag. Mange gange. Hver nat. Hele natten. Opringninger til mine forældre kl. 3 om natten. Det blev de sgu lidt trætte af til sidst. Forsøgte at komme igennem nætterne ved at fjerne uønsket hårvækst med pincet. Det blev jeg sgu selv lidt træt af. Men mine ben var glatte.

Min praktiserende læge var sjovt nok også psykiater. Med licens til samtaler. Det var godt. Godt at få sat ord på. Angstanfaldene var en ofte forekommende følgesvend til det der forhøjede stofskifte. Fint nok. Men de forsvandt jo ikke. Forstår stadig ikke, hvordan jeg kom igennem det der halve år. Passede mit arbejde, forsøgte at opretholde mit sociale liv. Men flippede til sidst over alt. Kunne sidde i min bil og få angst ved tanken om, at jeg nu blev så dårlig at jeg kørte galt. Kunne spise peanuts og få angst ved tanken om, at nu blev jeg nok allergisk og døde som følge af anafylaktisk chok. Kunne spise aftensmad og mærke, hvordan halsen snørede sig sammen - så døde jeg nok, fordi jeg ville blive kvalt i min aftensmad.

Til sidst sagde min søde Charlottenlund-læge: 'Nu får du lige et par små damepiller med hjem, de hjælper dig med at få lidt søvn, det trænger du til.' Så tog jeg hjem med mine små damepiller. Og ringede efter mine forældre, fordi jeg var sikker på, at jeg nok var allergisk og ville dø, når første pille var indtaget. De kom, jeg spiste en pille og for pokker jeg blev træt! De fulgte mig i seng, og gik lige så stille ud af lejligheden. Jeg vågnede op dagen efter. Uden at være død. Heldigt. Så når anfaldene blev for voldsomme, tog jeg en pille og sov igennem. Jeg tror ikke, jeg spiste mere en håndfuld i alt. Det var, hvad der skulle til, for at komme igennem. Det at have pillerne i baghånden, blev den strategi jeg havde brug for. Den dag i dag ved jeg ikke præcist, hvad det var, han ordinerede. Men det virkede.