Har nu brugt en lille måned på at tage livtag med angsten igen. Det startede råt og brutalt med et par voldsomme panikangstanfald, og i løbet af et par dage var jeg på randen af sammenbrud. Fuldstændig ligesom for fire år siden. Tænkte og frygtede, at det ville ende med indlæggelse igen og måske medicin - som jo er min store kæphest. Medicin fremprovokerer angst hos mig. Skørt...
Men her er jeg, ingen hospitalsindlæggelse, ingen medicin, men til gengæld mega hårdt arbejde. Jeg arbejder med mig selv, med psyken, med fortiden, med fremtiden. Med og mod tankerne. Har haft det vildeste tankemylder, har simpelthen ikke kunne nå at bremse alle katastrofetankerne førend de bed sig fast og sendte mig ud i de vildeste spin.
Har brugt hele opsparingen på terapi og akupunktur. Har lagt kosten om og prøve ditto med alle uvanerne. Prøver at favne mig selv og anerkende mig selv... Hårdt og svært og angstprovokerende, men jeg tror sgu, det er vejen frem og ud af det her morads.
Er blevet spurgt, hvorfor jeg ikke bare vil tage imod tilbudet om lidt medicin til at komme videre på, så der kunne være lidt overskud til at få livet og hverdagen til at fungere. Men er mega stædig (og bange), og føler, at medicin blot vil fjerne symptomerne og så i øvrigt tage fokus fra resten, altså 'sygdommen', eller sagens kerne. Jeg skal sgu nok klare den. Og det der akupunktur er fantastisk. Jeg forstår ikke helt, hvordan og hvorfor eller om det dybest set blot handler om, at tro flytter bjerge, men jeg føler det virker - og det er det eneste, der tæller lige nu!
